
Hvad er ABC?
Formål
Formålet med ABC for en god hverdag på plejehjemmet er at udbrede viden om, hvordan personale og pårørende kan indrette lejligheder og fællesrum på plejehjem, så indretningen er med til at støtte beboere med syns- og høretab.


Baggrund
Med alderen svækkes vores sanser, det kan føre til dårligere livskvalitet, passivitet og isolation. Det gælder blandt andet svækkelse af vores syn og hørelse, som kan komme snigende, når vi bliver ældre. Det kan give betydelige problemer i hverdagen og skabe stor usikkerhed, særligt når man flytter til et nyt sted. Der findes heldigvis mange muligheder for at gøre hverdagen bedre for personer med syns- og høretab.
Om projektet
På syns- og høreområdet findes der mange lettilgængelige tiltag, som gør det nemmere for personer med sansetab at opretholde deres aktivitetsniveau og gøre mange af de samme ting, som de tidligere var i stand til.
Derfor har vi udviklet det digitale værktøj ABC for en god hverdag på plejehjemmet, som giver simple løsninger til at skabe en bedre hverdag for personer med sansetab. Det kan for eksempel være, hvilken slags lampe der er bedst at stille ved læsestolen, eller hvordan dugen på bordet skal se ud, så man nemt kan se genstande på den. Samtidig er løsningerne med til at skabe et bedre arbejdsmiljø med mindre støj og bedre lys for personalet på plejehjem. Løsningerne er valgt, fordi de er lettilgængelige, nemme at implementere og ikke kræver ombygning eller store investeringer. Meget kan iværksættes og føres helt til dørs af personalet og pårørende selv.



ABC i praksis
På Plejecentret Egecentret i Sorø har medarbejderne brugt læringsvideoerne til at indrette deres plejehjem på ny. Her kan I læse, hvad de synes om projektet, og hvilken effekt den nye indretning har haft for beboerne og personalet selv.
Læs medarbejdernes erfaringerbillede
Samarbejdspartnere
Projektet drives af Komiteen for Sundhedsoplysning og er udviklet i samarbejde med:
- Kommunikationscentret, Region Hovedstaden
- BUILD, Aalborg Universitet
- SuB – Enhed for Specialundervisning og Beskæftigelse